Il Pozzo

Siden begyndelsen af 90´erne har jeg rejst over det meste af Italien. Fra Sicilien i syd til Como-søen i nord. Konklusionen: Toscana er indbegrebet af Italien. Det var her jeg – og senere min familie – altid endte ferien.

Når man som jeg er livsnyder i svær grad, er det måske ikke så svært at forklare den magnetiske tiltrækning; Toscana byder på alt det gode i livet. Det er ikke uden grund, rejsende er valfartet hertil i 200 år. Her forenes det ypperligste indenfor kunst, kultur, arkitektur, natur, historie og gastronomi i et område, der er mindre end Jylland og alligevel kaldes ”Europas vugge”.

Den bedste måde at opleve det autentiske Toscana på, er uden tvivl at søge lidt væk fra de store byer. Ud på landet. Der hvor det simple liv leves. Og man finder det næsten ikke i en mere koncentreret form end på Il Pozzo. Her bor du i dit ”eget” rustikke stenhus med en enestående udsigt over den smukke Casentino-dal og kommer helt tæt på de ”indfødte”. For det er især mødet med den overvældende gæstfrihed fra Carla Veneri og hendes familie, der gør hele forskellen. Og som i enhver anden italiensk familie spiller maden en stor rolle.

Mad er for mig den mest håndgribelige måde at forstå et andet lands kultur på. Man får det hele serveret på et fad med et drys af folkesjælen. På Il Pozzo er det Mama Rosy, Carla´s mor, der styrer køkkenregionerne. Eller dvs. de næsten 4 m2 der i mistænkelig grad minder om et køkken. Hvordan hun på travle aftener kan bespise 40-50 gæster med så lidt plads, er mig en gåde. Indtil familien Veneri overtog Il Pozzo var Rosy kogekone og rykkede ud og kokkerede til private selskaber. Nu forkæler hun gæsterne på Il Pozzo et par gange om ugen. Om sommeren dækkes der op ude på terrassen, under den toscanske aftenhimmel og så er der ellers venlig selvbetjening ved det lange bord, som i en lind strøm tæppebombes med lækre retter. Og Mama Rosy tager det nærmest som personlig fornærmelse, hvis man springer en ret over, levner eller takker nej til anden portion.

Sidst jeg spiste der, bestod aftenens menu af antipasti med tre slags crostini, salami, mortadella, lufttørret skinke, tre slags oste med marmelade af chili og figen, tærte med brie, nødder og pærer, focaccia, oliven. Pasta med ande-ragu. Svinekam med rosmarin og hvidløg. Og tiramisu...jeg har sikkert glemt noget. For Papa Carlo er ikke nærig med rødvinen…

Opskrift - Crostini Neri. Ristet brød med kyllingelever.

Crostini er små skiver ristet brød med forskelligt fyld og en uundværlig del af de mange forretter, der indleder et italiensk måltid. Den mest klassiske toscanske crostino er den med kyllingelever.

Opskriften har jeg tyvstjålet fra Mama Rosy.

Du skal bruge:
1 løg
1 stængel bladselleri
1 gulerod
1 pk. kyllingelever
1 dl hvidvin

Tynde skiver italiensk brød, ristede
Løg, bladselleri og gulerod hakkes fint og steges i en sjat olivenolie på panden.
Tilsæt kyllingelevere og lad dem stege med et par minutter.
Kom hvidvin ved og lad det koge væk.
Tag blandingen af panden og hak den fint på et skærebræt.
Kom det hele tilbage på panden, steg videre et par minutter og smag til med salt & peber.
Smør blandingen på de ristede brødskiver og servér!